Dag
1
Foreløbig
bor jeg hos nogle venner i en flamsk kommune, RSG, og skal derfor
tilmelde mig en flamsk arbejdsformidling. Først skal jeg dog forbi
kommunens civilregister. Her kræver de foruden mit pas og mit glatte
ansigt (ups, har endnu fået det barberet, pardon!) nogle fotos, en
erklæring fra mine værter om, at jeg rent faktisk bor hos dem, og
en ny fødselsattest... Jeg er faktisk født i nabokommunen, ser DE,
og man kan vel ikke fødes flere gange, kaster jeg lidt frejdigt og
uhøjtideligt.... Jeg har attesten fra første gang jeg blev født
liggende hjemme ... Næ, næ den skal fornyes... Og hvad det den
erklæring vover jeg mig at spørge, hvis jeg bare var havnet på et
hotel eller et vandrehjem til at starte med?... Så kunne De slet
ikke være tilmeldt som jobsøgende!!! Jeg må bøje mig og afsted på
en større administrative tugt.
Dag
2
I
nabokommunen U... (wallonsk/francofon) er de uforstående over for
flamlændingernes krav, da jeg jo allerede er registeret og
ovenikøbet har et ID nr, som er gældende hele livet!
Jeg
kan lige se hvordan man hurtigt bliver taget til gidsel for kommuners
kulturelle selvhævdelse i dette lands forbitrede splittelse og
uforsonlighed !!!
Dag
3
Tilbage
til RSG kommunen med alle de fornødne papirer, og jeg glæder mig
til snart at komme i gang med der virkelig gælder, altså sælge mig
selv til højestbydende på arbejdsmarkedet. A
moi, Bruxelles et la Belgique! Men
ak... Har de også fremskaffet en attest fra den danske ambassade om
erhvervelse af statsborgerskab? …. Pardon, madame, hvad mener De
egentlig? Jo, ser De I national registeret figurerer De som
portugisisk statsborger, da de forlod Belgien i 78... Nu er De
dansker , siger De... Jeg opgav portugisisk statsborgerkab til fordel
for det danske... forstår De den ene af mine forældrer er dansk,
den anden er portugisisk... Beklager, men vi skal have sådan en
attest fra de danske myndigheder... Hør nu frue, jeg er her i første
omgang kun i 3 måneder, og som EU borger inden for Schengen er der
vel ikke grund til al dette postyr, jeg har jo gyldigt legitimation
og papirerne i orden... Jeg er jo hverken illegal, asylansøger eller
på flugt, og jeg har mine rettigheder... Hvis jeg bosætter mig, så
kan vi jo tage det op igen... Og må jeg spørge hvorfor De ikke
sagde det ikke for 2 dage siden, da jeg var her første gang, og hvor
De allerede havde fundet mig i systemet og dermed allerede vidste
besked...
Jeg
ringer til ambassaden, som henviser til indenrigsministeriet /
indfødsretskontoret. Men det er store bededag, så de er nok alle
sammen i kirke, ikke før på mandag...
Jeg
har mødt min første belgiske ven; den lokale togstations bestyrer.
Venlig, hjælpsom, nærværende, alt-mulig manden, som sørger for at
alt kører på skinner i RSG. Selv forhaven ved stationen går han og
hygger sig med i disse behagelige forårsdage. En rigtig belgier, når
de er bedst, afslappet, uhøjtidelig, i fred og harmoni med sig selv,
og i takt med den omverden, der omgiver ham...
Jeg
har også fundet min første løberute, og det er stort, da jeg kan
mærke, at min krop ruster lidt fast, som dagene går... 'Le sentiers
des pêcheurs' et smal sti gennem underskov og høje træer, mellem
områdets prangende paladser og residenser....
Dag
4
Indfødsretskontoret
skal have længere tid til at fremsende dokumentet, fordi de er midt
i byggerod. Det er lang tid for en jobsøgende, som gerne vil ud af
ingenmandsland!
Ambassaden
prøver i dag at belære mig om, hvis der er nogle problemer med de
belgiske myndigheder, så er de nok selvforskyldt! og så må jeg
selv rode med det! … Undskyld, tillader De dem at antyde, at jeg
som dansk statsborger er skyldig i min egen ambassades øjne indtil
det modsatte er bevist? Jeg afslutter samtalen før mit andet
raserianfald på kort tid - det første fik kommunefolkene glæde
af...
Dette
er allersidste dag for tilmelding på jobcenteret. Den lange tur ude
i det flamske bagland, med 2 tog og 1 bus, sporadisk på
grænselandet. Jeg forklarer på jobcentret, at jeg ikke har opnået
registrering, men skal absolut have en erklæring om fremmøde med
hjem, af hensyn til min dagpenge ret.
De ved
ikke hvad jeg snakker om, jeg er nu ved at implodere i afmagt, og ser
som den eneste udvej at skrue op for de melodramatiske anslag. Det
lykkes mig omsider at få en håndskreven erklæring på nederlandsk,
værsgo... kunne De så lige være venlig at maile den til min
a-kasse, som vi må håbe har en sprogkyndig i egne rækker...
Hvor
var det lige fri bevægelighed og lige rettigheder i Europa blev af i
den manege, jeg nu bliver svunget rundt i... min vært advarede mig
allerede på første dagen, og jeg må desværre give ham ret i hvert
eneste udsagn.
Jeg
kontakter arbejdsformidlingen i Bruxelles, og får nu at vide, at det
hele er gået skævt, at jeg slet ikke skal fremvise alle de papirer,
at jeg kan bare henvende mig hos dem... Ja så, nu forstår jeg slet
ikke noget, sagde De ikke selv, at jeg skulle ud på
larstyndskidsmark for at tilmelde mig hos Deres flamske rivaler? …
Slet ikke normalt at de stiller så mange krav, det kan ikke passe...
Jeg forsikrer Dem det passer, jeg har selv lige være igennem
møllen!... Lad mig tale med den ansvarlige og jeg vender tilbage...
Hvor
befriende, føler næsten, at jeg nu er dus med myndighederne, der er
hul igennem!
… Jeg
beklager, men jeg tog fejl. Da De er bosat i en flamsk kommune skal
De tilmeldes dér, men de skal i hvert tilfælde ikke bruge noget
civilregister, det er først når De får arbejde og vælger at blive
boende...
Jeg er
oprigtig lettet, var ellers begyndt at nærlæse adskillige artikler
i EU-reglementet, som dokumentation i en retssag ved EU-domstolene...
kan være jeg slipper for at bruge mere tid på det...!
Men De
må kontakte en flamsk EURES vejleder, som må kunne sætte de andre
[aber] på plads... Ja vel, betryggende at høre, og hvor finder jeg
sådan en vejleder, alle sites er på nederlandsk, og de må i øvrigt
ikke tale fransk med borgerne, har jeg ladet mig forstå... Min vært
har fortalt mig, om en fortvivlet flamsk funktionær, som over for en
oprørt borger, endte med at vifte med kæmpe skilt, hvor der stod,
at han ikke måtte tale fransk på arbejde.
Dag
5
Der
er ikke meget hjælp at få fra Danmark, hverken A-kassen eller Eures
vejledere. Der bliver ikke lagt skjul på, at man er på egen hånd
og selv må løse problemerne...
Jeg
har i dag modtaget et langt ventet svar fra Actiris med info om mine
muligheder i Bruxelles, som kunne have hjulpet mig på vej, hvis den
var kommet tidligere i forløbet...
VDAB
er håbløst. Jeg ringer og det tager dem over 20 min at finde et
nummer til en Eures vejleder, efter de først har prøvet at lokke
mig videre til Actiris, som just dagen før havde fortalt mig, at de
ikke kunne hjælpe mig på flamsk territorium...
I
dag træffer jeg min belgiske 'ven' nr 2 ( den første var jo
stationsbestyreren i RSG ) en Eures vejleder i Kortrijk, som er meget
behjælpelig og velorienteret, og som lover at foretage et par opkald
til de andre involverede instanser. Hun ringer efterfølgende for at
fortælle, at banen nu er fri, at alle misforståelser er klaret af
vejen... Det er en lettelse uden lige, selvom jeg på dette tidspunkt
føler mig aldeles drænet efter alle disse urimelig kampe, og ikke
helt i stand til at nyde sejren...måske er det slet ikke færdigt
endnu. Slaget er vundet, krigen fortsætter...
Jeg
tropper tilbage til kommunen for at få mit 'déclaration de
présence' eller rettere sagt 'melding van aanwezigheid', som gør
min tilstedeværelse på belgisk territorium til officielt tåleligt.
Det
bedste af det hele er, at jeg i nogen tid ( indtil jeg finder arbejde
elle hvis jeg beslutter mig for at blive her over 3 måneder )
slipper for at forhandle videre med danske myndigheder og andre
hårdnakkede og selvretfærdige funktionærer. Jeg kan nu begynde at
rette blikket mod det, jeg er kommet for.
Tilbage
til VDAB... for at komme derud håber jeg denne gang på en bus, men
da centret ligger meget afsides og lige på den anden side af
regional grænsen, dvs i fjendens walloniske territorium er der meget
få afgange fra denne flamske højborg. Jeg prøver at tumle, og det
lykkes også omsider... med en sydamerikaner, som mener, at det han
giver ud, får han måske tilbage igen en dag... Jeg er blot meget
taknemmelig! …. Skal vi ikke sende alle belgiere på livspraktik i
Sydamerika måske endda på overførselsindkomster ??!!!
Denne
gang har de fået instrukser fra højere i hierarkiet, og den går
igennem. De får en PDU2, og lover at sende en SED009 til Danmark.
Jeg står dog alligevel tilbage med en SED008, som de ikke vil tage
imod. Den har de aldrig set før, de kender kun til SED009... så jeg
må skuffet pakke den sammen igen... A-kassen respondere tørt, at
det er en del af pakken, og det må de udenlandske myndigheder selv
om...
Det
lader til, at denne første uges strabadser nu er overstået, så jeg
skynder mig at skylle hele dette cirkus ned med en god lille Stella,
før jeg igen tager det lange tog tilbage...
Men
jeg er udkørt. Det hele har været temmelig meningsløst og kafkask!
Ville ønske jeg kunne være fri for at spænde rundt som en anden
daglejrer eller anden rands borger...
Dag
6
Nu
er tiden kommet til Bruxelles, endelig. Jeg er tilbage i hovedstaden,
og det frankofone territorium. Tropper op på arbejdsformidling til
et første møde... og endnu et tilbageslag. De vil endnu en gang set
mit pas, selvom jeg allerede har fremvist det adskillige gange, og
har nu en række papirer med – registrering på kommunen, på den
flamske arbejdsformidling. Der er intet at gøre, jeg må vende
tilbage. Et par timer senere lykkes det mig at få min sag behandlet,
og slutte dagen med, at jeg nu er registreret som jøbsøgende i
Bruxelles. De kan dog ikke give den fulde pakke hvad angår ydelser,
fordi jeg er bosat i en flamsk kommune!
Jeg
bliver dog taget godt imod af en vejleder, som giver mig en gratis
mental rundvisning i det belgiske system, med omsvøb, og ikke uden
en slags ja-undskyld-vores-system-er-så-tungt-at-danse-med ironi. Nu
er jeg endelig kommet ind i varmen blandt 107.000 andre agenter,
enhver udstyret med sin egen lille kode!
